Spørgsmålet er blevet aktuelt efter, at Skattestyrelsen i et væsentligt antal afgørelser vedrørende beskatning af kryptoaktiver har anført, at skatteydere muligvis har overtrådt nogle straffebestemmelser. Men hvordan er juraen, og hvor mange er egentlig blevet straffet for manglende eller forkert selvangivelse af gevinster på kryptoaktiver? Det sætter vi fokus på i denne artikel, hvor Skatteministeren netop har besvaret nogle spørgsmål til Skatteudvalget omkring emnet.
”Du har muligvis overtrådt nogle straffebestemmelser”.
Det er formuleringen, som Skattestyrelsen har indsat i en lang række afgørelser vedrørende beskatning af kryptovaluta.
De mulige konsekvenser af formuleringen kan have vidtrækkende konsekvenser, som selvsagt kan være uoverskuelige og bekymrende for de, som modtager den. Konkret betyder det, at Skattestyrelsens umiddelbare vurdering er, at der muligvis kan være overtrådt nogle straffebestemmelser, navnlig straffelovens bestemmelser omkring skatteunddragelse, som – afhængig af det unddragne beløb og andre omstændigheder – kan medføre fængselsstraf.
Hvis man har modtaget en afgørelse fra Skattestyrelsen, som indeholder ovenstående formuleringer, vil Skattestyrelsen overbringe afgørelsen til Skattestyrelsens straffesagsenhed. Straffesagsenheden vil herefter foretage en egentlig vurdering af, om der er juridiske momenter, der taler for, at der kan være tale om en potentiel straffelovsovertrædelse. I givet fald vil straffesagsenheden sende sagen til politiet, som vil indlede en efterforskning og eventuelt rejse sigtelse og tiltale.
Med andre ord er der ikke foretaget en egentlig og dybdegående juridisk vurdering af, om der er overtrådt straffebestemmelser, når man modtager en afgørelse fra Skattestyrelsen med ovennævnte formulering. Dette vil først ske efterfølgende i straffesagsenheden og eventuelt herefter hos politiet. Baseret på vores erfaringer sker oversendelsen til straffesagsenheden med grundlag i objektive omstændigheder som beløbsstørrelse snarere end subjektive omstændigheder som forsæt. Sidstnævnte er afgørende for, om der kan være tale om et strafansvar.
Men kan man så komme i fængsel for enten ikke at have selvangivet skattepligtige gevinster fra kryptovaluta eller at have selvangivet disse forkert? Det korte svar er ja, men at ingen foreløbigt er fængslet af denne årsag, og at kun 4 sager er afsluttet med bøde.
Skatteministeren har i et nyligt svar til Skatteudvalget oplyst om relevante tal på området. I sit svar – som kan læses her – anfører ministeren, at Skattestyrelsen har sendt 200 sager til straffesagsenheden. Af disse sager er 26 af sagerne færdigbehandlet, hvoraf kun 4 af sagerne er afsluttet med en bøde, og ingen af sagerne har ført til fængselsstraf.
Reglerne omkring beskatning af kryptovaluta er komplicerede, og opgørelsen af skattepligtige gevinster og tab er vanskelig. Derfor har skatteministeren også bedt Skattelovrådet om at overveje nye regler på området, hvilket vi har skrevet om her. Vi opfordrer til enhver tid til at søge rådgivning og eventuelt anmode Skattestyrelsen om et bindende svar, hvis man er i tvivl om sin skatteretlige position.
Som Danmarks eneste specialistkontor indenfor kryptovaluta har Samar Law stor erfaring med at rådgive i sager vedrørende beskatning af kryptovaluta. Ønsker du rådgivning om beskatning af kryptovaluta, opfordrer vi dig til at kontakte advokat Payam Samarghandi på payam@samarlaw.dk eller mobil 60793777 for en uforpligtende samtale.